Vores bryllup: Julie & Thomas

Tekst Bruden  |  Foto Josephine Bjerg Jensen

Vores historie

Thomas kom ind i mit liv gennem et tilfældig møde, som jeg næsten saboterede. Det var slutningen af august 2016, og jeg var i fuld gang med en flytning fra ørkenlandskabet i Boulder, Colorado til det totale modsatte landskab i Dublin i Irland. Kun to uger inde i processen, stadig uafklaret og boende mellem Airbnbs og kollegaens gæsteværelse, var det tid til at boarde endnu en flyvning. I min naive begejstring før flytningen havde jeg booket en tur til København for at mødes med to veninder, der rejste tværs gennem Europa. Uden lejlighed og i en stor undervurdering af kompleksiteterne ved denne internationale flytning, var jeg ikke længere i humør til turen. Totalt uforberedt og stadig uden en pakket kuffert aftenen før overvejede jeg at trække mig fra turen. Jeg skulle kun deltage i to dage. De ville sikkert tilgive mig og fortsætte, selvom det var mig, der havde valgt København som vores mødested. Stadig usikker, besluttede jeg at pakke og træffe den endelige beslutning om morgenen. Jeg kom ombord på flyet. Så kliché det end lyder, kan jeg ikke lade vær med at tænke over, hvor betydningsfuldt denne beslutning var, og hvor ubetydelig den syntes at være på dét tidspunkt.

Man kunne tro, at det er en simpel ‘pige møder dreng’-historie herfra. Men ikke helt… Jeg ankom fredag aften, tog direkte til Høst for at mødes med pigerne til middag. Vi skulle bruge hele lørdagen på at udforske byen, og jeg skulle flyve hjem søndag morgen. Vi planlagde det: Nyhavn, Designmuseet og et stop ved kaktusbutikken til min veninde, der elsker kaktusser. Vi skulle også have tid til at besøge Curfew, en populær cocktailbar med 1920’ernes charme. Mine veninder havde stiftet bekendtskab med ejeren af baren før jeg ankom, og syntes stedet var noget helt særligt. Vi skulle have besøgt stedet den fredag aften efter Høst, hvis ikke jeg havde været så træt.

Men det blev lørdag aften i stedet og pigerne havde ret, jeg elskede Curfew. At sidde i den unikke bar føltes som at leve i en periodefilm. Ejeren, Humberto, havde virkeligt en sans for design og stemning, med det meste af glasservicet fundet i antikvitetsbutikker fra hans rejser rundt i Europa og USA. Vi fire blev hurtigt venner med vores fælles forkærlighed for skøn gammeldags charme. Men klokken 22, da virkeligheden om min tidlige flyvning og manglende lejlighed blev større, bad vi om regningen. Humbertos svar på dette, var en ny omgang drinks til os alle. Det skete flere gange, og til sidst var vi nået forbi midnat, og Thomas kom ind på baren. Curfew lå ved siden af hans lejlighed, og han kom ofte forbi til en drink inden han skulle ryge cigarer på Musen og Elefanten. Han satte sig ved siden af os, og Humberto præsenterede os.

Jeg havde knapt nok øjenkontakt med ham. Jeg var i et langdistanceforhold og ville intet andet end at sætte en prik over i’et på vores to-dages sightseeing-ekstravaganza. Efter et hurtigt ”hej” kan jeg huske, at jeg vendte ryggen til ham i en manøvre der set i bakspejlet virker både akavet og ironisk. Thomas brød ind i vores samtale, og jeg indså at han var morsom. Da jeg kiggede hans vej igen, indså jeg, at jeg ikke rigtig havde kigget på ham første gang. Thomas så godt ud! Og så gik det op for mig, at han måske kunne være noget for min veninde som var single. Med dette nye formål nominerede jeg mig selv som Kirsten giftekniv i mit stille sind. Resten af aftenen stillede jeg Thomas tilfældige spørgsmål for at se, om han kunne være et match for min veninde. Hans svar var perfekte, og jeg var henrykt! Vi blev på Curfew længe efter lukketid, og da Humberto endelig slukkede lyset på baren, insisterede Thomas på at følge os tilbage til vores hotel. Da vi skiltes, sagde han, at vi altid kunne kontakte ham, hvis vi kom til København igen. Jeg kunne ikke vente med at debriefe med pigerne. ”Var Thomas ikke fantastisk?” sagde jeg, da vi kom ind på vores hotelværelse. ”Klog, morsom, flot, god smag, hele pakken, har jeg ikke ret?” Jeg kunne tilsyneladende ikke stoppe med at snakke om ham. Det var tydeligt for dem, at der i hvert fald var én som ønskede at date Thomas.

Tilbage i Irland gik månederne, mit langdistanceforhold gik i stykker, og jeg lovede mig selv at nyde mit nyfundne singleliv. Med denne overbevisning erklærede jeg, at mine dage med langdistanceforhold nu var ovre. Det var nu december, og som en måde at dyppe mine tæer i singlelivets farvande, skrev jeg til Thomas. Hvis jeg kom til København næste uge, ville han så gerne mødes? Jeg var modig. Ingen frygt for afvisning. Det er fantastisk, hvad ingen forventninger og intet på spil kan gøre for en person. Men mens vi skrev sammen på Messenger indtil den tidlige morgen, fik jeg kolde fødder.

Denne forbindelse vi havde sammen føltes speciel, og jeg var ikke klar til den. Forvirret trak jeg mig tilbage lige så hurtigt, som jeg havde rakt ud, og ferien kom og gik. I januar sendte Thomas en besked for at spørge, om jeg var kommet til København. Det var jeg ikke, og gjorde ikke meget for at forklare mig selv, men det virkede heller ikke vigtigt. Vi skrev sammen i timevis og snart var disse samtaler en fast del af vores aftenrutiner. I dag finder det besynderligt at ingen af os foreslår at fortsætte samtalerne over telefon eller videoopkald. Tanken krydsede helt sikkert mit sind, men jeg var tøvende, bange for at det kunne ændre den afslappede dynamik, jeg ønskede at opretholde. Idet jeg skriver dette, går det op for mig at jeg aldrig har spurgt Thomas om hans begrundelse. Han forklarede, at der var en vis mystik ved kun at kommunikere med det skrevne ord, hvilket også kun opbyggede spændingen ved en eventuel genforening. Plus, hvad nu hvis et telefonopkald var akavet? Så vi fortsatte med at sende beskeder, og jeg planlagde en tur til København i februar, bookede min egen Airbnb, bare i tilfælde af at turen gik dårligt. Det gjorde den ikke, til ingens overraskelse. Thomas charmerede mig totalt, og jeg indså at måske var grunden til, at jeg var så entusiastisk omkring ham den første aften, fordi han faktisk var den helt rigtige person for mig. Da jeg landede tilbage i Dublin, måtte jeg æde mine ord om langdistanceforhold.

Syv år og mange flyvninger senere holdt vi vores bryllup i København med en ceremoni og fest, der blandede vores yndlings danske og amerikanske traditioner. Og til min polterabend få dage før, sluttede vi selvfølgelig aftenen af på Curfew, hvor det hele begyndte.

Frieriet

Frieriet kom i 2021. Vi var stoppet ved Boulder, Colorado på vores vej for at fejre Thanksgiving med mine forældre i Californien. Jetlaget betød, at vi allerede vågnede op lang tid før solopgang, så Thomas foreslog en præ-daggry-vandretur til vores sidste dag. Da vi startede vores gåtur, var månen stadig oppe. Da solopgangen nærmede sig, fandt vi en lille lysning lige ved siden af hovedstien og ventede. Med få sekunder tilbage bad Thomas mig vende mig mod horisonten, så han kunne få et silhuetbillede af mig, der vendte mod solopgangen. Jeg vendte ryggen, solen dukkede op, og han skulle angiveligt tage billedet (der var intet billede). Da jeg vendte mig om, var han nede på et knæ.

Bryllupssted

Vi blev gift i en traditionel dansk ceremoni i Frederiksberg Kirke i København, selvom vi inkluderede den amerikanske tradition med brudepiger (der går ned ad gangen før bruden). Min kære veninde Shannon, fra den skæbnesvangre pigetur til København, var en af dem.

Feststed

Vi afholdt receptionen på Slotssø Palæet med fantastisk panoramisk udsigt over Frederiksborg Slot.

Fotograf

Josephine fra Josedenphine Fotografi fangede mesterligt vores bryllupsdag. Jeg havde fulgt hendes arbejde på Instagram i flere år (@josedenphine_photography), og da Thomas og jeg blev forlovet og valgte en dato, var hun en af de første mennesker, jeg kontaktede. Hele den udvidede familie elsker hende. Hun er slags vores uofficielle familiefotograf nu.

Ringe

Min forlovelsesring er fra Adel Chefridi. Jeg var forelsket i denne ring på en tidligere tur til Boulder og lagde et billede af den i min ikke-så-subtile ”favoritsmykke” -album på min telefon. Infinity diamantbåndet er fra den canadiske designer Anne Sportun. Vi købte begge ringe hos Art and Soul, en af mine foretrukne smykkebutikker beliggende i Boulder, Colorado.

Brudgommens ring: Jeg lavede Thomas’ ring! Jeg har altid ønsket at lære guldsmedning, og efter pandemien indså jeg, at der ikke var tid at spilde. Jeg tilmeldte mig aftenkurser på den Dublin-baserede School of Jewellery. Med flere semestre under bæltet designede jeg Thomas’ ring i massivt 18K gult guld med glatte kurver for en behagelig pasform. Min fantastiske tutor, Paul, hjalp mig med at få det helt rigtigt.

Brudekjolen

Kathy De Stafford og hendes hold designede og syede kærligt min kjole i hendes eksklusive brudesalon i Dublin. Kjolen var lavet af et Mikado-stof, der gav den struktur og en subtil tekstur og glans.
Brudgommens jakkesæt: Thomas bar et Harry Brown tweedjakkesæt lavet af irsk uld fra Donegal.

Maden

Phillip fra Privatkok serverede en spektakulær fire-retters menu med ekspertvalgte vine. Vores gæster taler stadig om det.

Planlægning: Da både Thomas og jeg er i Irland, og kun en af os er dansktalende, havde vi brug for hjælp. Kasper og Phillip fra Bryllupsbureauet var fænomenale. I månederne op til brylluppet spurgte mine venner konstant, hvorfor vi ikke virkede stressede. De er grunden. At hyre dem til at planlægge vores bryllup og Josephine som vores fotograf var de bedste penge, vi brugte på brylluppet.

Bryllupskagen

Vores smukke bryllupskage blev lavet af Thomas’ mor! Hun er en fantastisk talentfuld bager. Det er den bedste kage, jeg nogensinde har smagt, bryllupskage eller ej.

Dekoration og blomster

Den smukke brudebuket, blomsterne og borddækningen var fra Blomsterbureauet og Tablemoments.

Hvor er vi nu?

Et år og et halvt ind i dating flyttede Thomas til Dublin, hvor vi stadig bor i dag.