Tekst: Anna Storm Foto: Adobestock.com, Cavaliere, Fiarucci, Rainbow Club, Wilvorst, Efva Attling
I dag er det mere reglen end undtagelsen at vælge tema til sit bryllup. Temaet kan for eksempel være en bestemt farve, en bestemt dresscode eller en personlig ting. Ved at vælge et bestemt tema får I ikke alene et spektakulært bryllup, I gør det også lettere for jeres bryllupsgæster.
En del par kender temaet på deres kommende bryllup, inden de overhovedet har gennemført frieriet. Det kan være en fælles interesse, der binder parret sammen, en favoritfarve eller en specifik tøjstil. Alle bryllupper er unikke, og uanset om I vælger at satse på et Star Wars-tema eller bare holder jer til en bestemt farvenuance, så er det både praktisk og stilfuldt at enes omkring dette tema. Det gør planlægningen lettere for jer og for jeres gæster.
Angiv temaet i indbydelsen
Hvis I er blevet enige om et bestemt tema til jeres bryllup, bør dette stå i invitationen til gæsterne. Temaet afspejler sig f.eks. i dresscoden for jeres gæster. Et ’bohemeinspireret sommerbryllup’ har for eksempel ikke samme dresscode som ’et klassisk slotsbryllup’. Ved at gøre temaet tydeligt, gør I det klart for jeres gæster, hvordan I ønsker, at de klæder sig på jeres specielle dag. Har I valgt et bestemt farvetema til jeres bryllup, bør dette også stå i invitationen. For eksempel ’Tag gerne noget blåt på på vores bryllupsdag’.
Temaet sætter ikke alene rammen for tøjvalget for jeres gæster, men giver også et pejlemærke for, hvilken stemning I gerne vil have til brylluppet. Et Star Wars-bryllup giver et mere legesygt præg, mens et havebryllup bliver mere afslappet og romantisk. Et tydeligt tema fortæller altså gæsterne, hvilke forventninger I har til den store dag.
At vælge tema
Har I noget allerede nu, som binder jer sammen? En musikstil? En hobby eller måske jeres baggrund? Lad gerne det valgte tema afspejle jeres personlighed i løbet af bryllupsdagen.
Parret, der elsker at være ude i naturen i deres fritid, kan med fordel vælge at holde brylluppet udenfor og lader måske bryllupsfesten være afslappet og fyldt med naturinspirerede indslag. En naturlig brudebuket med vilde blomster, rustik borddækning, vildt på menuen – og måske et lejrbål i skumringen.
Parret, der elsker hård rock, vil måske gerne have tøjet i mørke farver (også brudekjolen). De holder bryllupsfesten i et stort spillelokale og hyrer et band, der spiller live under festen. De lader måske også deres gæster få en goodiebag ved ankomsten med ’fake tattoos’, bestilt specielt til lejligheden, indeholdende brudeparrets navne og diverse kærlighedssymboler. Tatoveringerne kan efterfølgende sættes på under aftenen og er med garanti en isbryder blandt gæsterne.
Der findes ingen regler for, hvad der er tilladt, og hvad der ikke er tilladt, når det handler om at vælge bryllupstema. Her er det kun fantasien, der sætter grænser, og temaet bør afspejle jer som brudepar og jeres personlighed. Husk også på, at nogle temaer kræver mere forberedelse og planlægning end andre. Dette bør også afspejle sig i jeres budget.
At vælge et tema gør planlægningen lettere
En del brudepar oplever, at bryllupsplanlægningen kan blive en anelse diffus. Parret har forskellige ønsker til tøj, ceremoni, festlokale, mad og drikke. Ved at vælge et tema får I automatisk en rød tråd i jeres planlægning. Det bliver også lettere at forholde sig til de forskellige komponenter i jeres bryllup, hvis I har et tydeligt tema at læne jer op ad.
Vælger I ikke et tema, er der en risiko for, at I som brudepar ser ret umage ud på jeres bryllupsdag. Vælger bruden en løstsiddende, boheme-inspireret kjole i chiffon og blonder, ser det hurtigt lidt sjovt ud, hvis brudgommen er klædt i kjole og hvidt. Et tema gør, at I opleves mere som en helhed i løbet af bryllupsdagen, og gæsterne ser en tydelig rød tråd.
Farver og årstider
Har I svært ved at beslutte jer for et tema? At satse på en specifik farve er altid et sikkert kort, ligesom at følge årstiderne. Et distinkt forårs-, sommer-, efterårs- eller vinterbryllup er ikke bare klassisk smukt, men letter også jeres planlægning. Valg af både lokale og tøj bliver en relativ selvfølge, og det er både økonomisk og miljømæssigt hensigtsmæssigt at lade bryllupsmiddagen følge råvarernes sæson.
På de følgende sider beskriver vi en række forskellige bryllupsstile og giver tips og inspiration. Måske er det her, I finder jeres kommende bryllupstema.
Farverigt; grønt og guld
Brud: I dag er der masser af brudekjoler i forskellige gyldne nuancer, de er flatterende for både den stilbevidste brud og for alle hudnuancer. Forstærk stilen med matchende taske og sko i glimtende guld.
Brudgom: Denne habit fra Cavaliere kommer i en smuk skovgrøn farve og er virkelig flot. Match med sort eller brunt tilbehør.
Bryllupsfesten: Lad borddækning, dekorationer og mad afspejle farvetemaet. Der er et stort udbud af farver, og det er relativt enkelt at skabe en rød tråd i menuen.
Bohemeinspireret havebryllup
Brud: Sats på en løstsiddende brudekjole i florlette stoffer. Suppler gerne med en blomsterkrans eller et smukt hårbånd omkring hovedet.
Brudgom: En naturfarvet habit, gerne i linned, passer godt til temaet. Vælg gerne seler og butterfly som smukt tilbehør.
Bryllupsfesten: Dæk op i en smuk have eller gårdhave. Lad smukke elementer fra skoven, levende blomster og rustikt porcelæn være fundamentet i borddækningen og dekorationerne.
Klassisk slotsbryllup
Brud: En tætsiddende kjole med glimtende sten og applikationer sætter et royalt præg på dit look.
Brudgom: Vær stilet i skødefrakke og stivet, hvid skjorte. Tilføj gerne en hat for at fuldende stilen.
Bryllupsfesten: Hold bryllupsfesten på en smuk herregård eller slot. Hvide duge og store mængder levende lys i fyrstelige kandelabre sætter tonen.
Vinterbryllup
Brud: En kjole med lange ærmer og lige snit sætter stilen. Tilføj gerne en bolero eller en cape i fake fur for ekstra varme. Bær smukke støvletter på fødderne og en matchende taske, der kan rumme de nødvendige ting under bryllupsdagen.
Brudgom: En klassisk smoking er smuk til vinterbrylluppet. Bær gerne sko med høje skafter, hvis I skal bevæge jer udenfor (i sneen).
Bryllupsfesten: Dekorer lokalerne med levende lys, røde blomster og gran. Lad bryllupsmenuen afspejle sæsonen, og byd på varmende drikke til gæsterne.