Hvordan en vielsesring skal se ud, er der ikke nogen retningslinjer omkring. Det er op til den enkeltes smag og behag. Moden for vielsesringe skifter dog hele tiden, og du har altid muligheden for at vælge et moderne eller tidløst design.
Tekst: Anna Storm Foto: Adobestock.com
En dygtig guldsmed kan hjælpe jer med at skabe jeres egne unikke vielsesringe. For at finde den rette ring, der passer til jeres liv og til jeres fingre, er et besøg hos guldsmeden et must. Der kan I prøve forskellige typer ringe og selv se, hvordan de ser ud, når de sidder på jeres fingre. Lad jer inspirere af guldsmedens engagement og drag nytte af den viden, som han eller hun besidder. Der er ofte mulighed for at designe en helt unik vielsesring, og så har I mulighed for at – i samråd med guldsmeden – at vælge metal, ædelsten og slibning. En vielsesring kommer I forhåbentlig til at bære hele livet, så vælg en ring med hjertet.
Valg af design
Når det kommer til selve udformningen af ringen, er der flere muligheder at vælge imellem. Her lister vi nogle af de mest almindeligt forekommende:
- Alliancering – en alliancering er normalt indfattet med diamanter omkring hele ringen, men kommer også i halvalliance, kvartalliance og af og til i andre kombinationer.
- Glatte ringe – Disse anvendes ofte som forlovelsesringe og bliver suppleret med en vielsesring af alliance- eller enkeltstensformat.
- Solitaire-ring – En solitaire-ring er en ring med en fremtrædende sten, og det er i dag en meget klassisk og populær ring, som findes i de fleste prisklasser. Det, der styrer prisen, er oftest størrelsen på diamanten/ædelstenen.
- Sidestensring – For nogle rækker det ikke med en stor diamant i en solitairering, for dem er sidestensringen et perfekt valg. Man kombinerer en klassisk enkeltstensring med en alliancering og får på den måde ekstra meget bling uden at være for vovet.
- Rosetring – Denne type ring forbindes oftest med vintage og består i de fleste tilfælde af en større sten (det kan blandt andet være rubin, safir eller diamant) omgivet af små brillanter.
- Haloring – Haloringen er en ringmodel, der stammer fra 1920’erne og ses en del gange i f.eks. filmen The Great Gatsby, der udspiller sig præcis på det tidspunkt. Ringen har fået sit navn på grund af halo’en/kransen, der sidder rundt om hoveddiamanten, altså en cirkel af mindre diamanter til at fremhæve hoveddiamanten samt at få ringene til at glimte utrolig meget. Ringene passer virkelig godt til den elegante kvinde, der kan lide det mest eksklusive, der findes, og som kan lide at vise både sig selv og sine smykker frem. Kendisser som f.eks. Jessica Alba og Gwyneth Paltrow er begge set med denne type ring.
- Flerstensring – Præcis som navnet antyder, er der her tale om en ring med flere større sten. Nogle forveksler denne model med allianceringe, men forskellen er, at en flerstensring normalt har maksimalt ni sten, der sidder er indfattet af klør, mens en alliancering normalt har flere sten, samt at de er pavé- eller kanalindfattede.
Få hjælp af eksperterne og book tid til en konsultation
Du kan finde information på nettet og i magasiner om metaller og ædelsten, men det rækker oftest ikke til at nå frem til en endelig beslutning. Det er kun ved at tale med en guldsmed, at du kan få del i den viden, der findes om metaller og sten. Tøv ikke med at stille spørgsmål til din guldsmed. Hvis du overvejer at vælge en anden ædelsten end en diamant, er det en god ide at finde ud af, hvilke egenskaber din drømmesten har, så du undgår kedelige overraskelser. Hvis du for eksempel får brug for at ændre på størrelsen af din vielsesring, kan det blive nødvendigt at fjerne stenene først, eftersom de ikke nødvendigvis kan klare det pres, som en ændring i størrelsen vil medføre.
Book en tid hos guldsmeden eller juveleren, sådan at du i ro og mag kan prøve vielsesringe og stille spørgsmål. Du kan fortælle om, hvordan dit budget ser ud, og hvilke tanker du har omkring design og materialevalg. Spørg gerne efter guldsmedens vielsesringskollektion. Et godt råd er at prøve - og så prøve igen. En vielsesring kan se perfekt ud på et foto i et magasin, men ikke komme til sin ret i virkeligheden. Dine hænders og fingres størrelse kan blandt andet have indflydelse på ringens udseende. Du bør prøve flere forskellige vielsesringe. En god regel er, at den rette ring skal forskønne bæreren. Og selv for dem, der arbejder med ringe og smykker hver dag, kan det komme som en overraskelse, hvilken ring der passer bedst til lige netop dig. Derfor er det så vigtigt at prøve sig frem.
Passer ringene sammen?
Husk på, at forlovelsesring og vielsesring bør passe sammen, både når det gælder udseende og ikke mindst praktisk, så de slider så lidt på hinanden som muligt. En almindelig fejl, som brudepar begår, er kun at tænke på ring nr. 1 (forlovelsesringen) og ikke kombinationen (forlovelsesring + vielsesring). Det er vigtigt, at ringene passer sammen, ellers kommer det formentlig til at koste brudeparret ekstra udgifter at få det rettet til efterhånden.
Hvis ikke ringene passer sammen med hinanden, slides ringene. Guld er et blødt materiale, og efter et antal år kan du indlevere ringene til en forstærkning på grund af slitage. En almindelig årsag til slitage er, at hvis de ikke har samme højde – altså at højden på selve ringeskenan matcher. I værste fald skal guldsmeden omarbejde ringen til en ny og også lave indgraveringen i ringen om. Det kan tilmed være sådan, at den ene ring ligger op mod fatningen til diamanten og dermed slider kloen, sådan at diamanten til sidst går løs. Alt sammen noget, der kan blive unødigt dyrt og kan undgås, hvis man har dette in mente ved valget af ringe. Det er ikke et must, men en fordel at købe forlovelsesringen og vielsesringen fra samme guldsmed. Så kan denne hjælpe dig med at finde ringe, der passer sammen.
Husk også på:
Din vielsesring skal passe til din hverdag og kunne holde til de ting, som du sysler med til dagligt. Overvej hvordan din hverdag og dit arbejdsliv ser ud; hvis du for eksempel arbejder meget med hænderne, bør du vælge en lidt mere slidstærk ring eller være parat til at tage den af, når du arbejder.
Når man køber sin forlovelses- og vielsesring, er det vigtigt at tænke på, at ringene skal passe til din personlighed og stil – du skal forhåbentlig bære ringene resten af livet. Allerede i starten, når forlovelsesringen vælges, er det en god ide at have in mente, hvordan man ønsker, at vielsesringen skal se ud. På den måde undgår du at vælge en ring, som efterfølgende skal laves om (eller at købe en helt ny), når vielsesringen ikke fungerer sammen med forlovelsesringen. Stil også alle de spørgsmål, du måtte have, til din guldsmed. Ingen spørgsmål er for små eller for store at stille.
Nogle kloge tips ved valget af ringe
- Husk at tænke på kombinationen af forlovelses- og vielsesringen. Vælg ringe, der passer sammen rent funktionelt.
- Dobbelttjek ved hjælp af en guldsmed, at størrelsen passer. Prøv gerne ringen, når du har både varme og kolde hænder.
- Ringen skal passe til din personlighed og stil – vælg en ring, som du elsker.
- Tænk på, hvordan din hverdag ser ud – vælg en ring, der passer til de krav, der stilles til den.
- Det er altid sjovt at følge trends, og at vælge en ring, som er moderne lige nu, behøver ikke betyde, at du bliver træt af den. Vælg en ring, som du synes, er smuk.
- Vær nøje med valget af materiale, specielt hvis du er allergiker og overfølsom overfor visse materialer. Få hjælp af din guldsmed, og find et materiale, som passer både til din hud, men også til mængden af slitage.
- Find den rigtige ring ved at prøve og prøve igen.