Kjolen er på plads, ringene købt, vielsesstedet booket, og det samme gælder festlokalet. Nedtællingen til brylluppet er begyndt, og I er begyndt at tænke på detaljerne.
Tekst: Anna Storm Foto: Adobestock.com
Hvilken mad skal I spise, skal der være optræden til festen? Og ikke mindst; hvordan vil I have, at festlokalet skal se ud? Her giver vi tips og vejledning til at skabe et magisk festlokale.
Det er spændende at dekorere et festlokale. Her kan I virkelig løbe linen ud med jeres bryllupstema, og med de rette hjælpemidler er det enkelt at skabe et lokale, som afspejler jeres personlighed, og som viser gæsterne, hvem I er. Inden I begynder at dekorere, er det dog vigtigt, at I afstemmer med feststedet, hvad der er tilladt, og hvad der er muligt at gøre.
BORDDÆKNING
Har I et specielt tema for brylluppet, er det fint at lade det afspejle sig i borddækningen også. Tjek gerne med personalet, som er tilknyttet feststedet, om de for eksempel har flere slags porcelæn at vælge imellem til borddækningen. Måske vil I dække op med forskelligt porcelæn? Have et bestemt farvetema eller en stilren, hvid stil? Ud over porcelænet er det også fint at smykke bordet med noget, I godt kan lide. Blomster, konfetti, bordkort, dekorationer og lysestager. Husk også gerne på at dekorere bordet i både bredden og højden, på den måde bliver bordet ’mere levende’.
HÆNGENDE DEKORATION
Det er næsten blevet et must i dag at udsmykke bryllupslokalerne fra gulv til loft for at skabe den helt rette stemning, og en af de ting, der begynder at dukke mere og mere op, er vimplerne. De har taget skridtet fra at blive brugt mestendels til børnefødselsdage til også at dukke op ved de fineste bryllupper. Dekorer også gerne med balloner, hængende pom poms og andet, som passer til den stil, du er ude efter.
TRYKSAGER
At skabe personlige tryksager med et tema/monogram eller en stil, der går igen i indbydelsen, bordkortene, menu-kortene og takkekortene er et hyggeligt og dekorativt indslag i bryllupsfesten. I dag tilbyder mange virksomheder smukke tryksager, og der findes både færdiglavede samt muligheden for at designe egne tryksager/monogrammer til dem, der ønsker det. Tænk detaljerne igennem, for det er dem, der skaber helheden.
VÆGGENE
Det kan være let at glemme at dekorere væggene og lade dem være nøgne og kolde, mens alt andet er spækket med farver. Hæng gerne sjove fotografier op, lav en fotovæg, hvor gæsterne kan tage klassiske Instagram-billeder, eller hvorfor ikke skabe en blomstervæg? Kun fantasien sætter grænser.
STIL EFTER SÆSON
Blomster og grønt er for det meste vigtige ingredienser for at skabe en vellykket bryllupsfest, og det er altid en god ide at lade sæsonens blomster sætte præg på festen. Dette virker ofte naturligt, og vi ser flere pioner i forårets dekorationer og flere grangrene og levende lys til vinterbrylluppet. Det er meget hot i 2018 at invitere naturen med til bryllupsfesten. Tænk ’havebryllup’ og få dit festlokale til at blomstre i fuldt flor. Finder festen sted udendørs, er det også flot at belyse træer og buske og gøre dem til en del af festlokalet. Less is more er ikke princippet her – fyld godt op med blomster.
Bryllupsmagasinets tre bedste tips
Tænk nøje borddækning, dekoration og festlokale igennem i god tid og sørg for at have et separat budget for dette. Brug både tid og penge på dette, så festen bliver ekstra mindeværdig.
Sørg for at have praktisk hjælp. Nogle festlokaler har personale, der hjælper til, men lige så ofte er man nødt til at klare den slags selv. Få hjælp fra venner og bekendte, de fleste plejer at synes, det er sjovt at få lov at være med og at hjælpe til.
Når det gælder det æstetiske, anbefaler vi, at man stræber efter at gøre borddækningen og dekorationerne så personlige som muligt for at afspejle brudeparrets egen stil. Borddækningen og dekorationerne kan både være stramme og højtidelige eller virkelig romantiske og boheme-agtige. Lav et mood board med forskellige nuancer, materialer, planter og inspirationsbilleder. Brug gerne Pinterest, forskellige magasiner eller internettet, og saml alt det, der giver inspiration. Tænk aldrig på, hvordan en borddækning burde se ud, men vælg i stedet med hjertet og maven. Og husk på; det er altid en god ide at hyre professionel hjælp og modtage gode råd, hvis man har brug for det.
Draperet stof over væggene skaber en hyggelig stemning. Desuden dæmper det lyden virkelig effektivt.
Lad alle gæster skrive personlige hilsner og sætte dem fast i en ramme. Det er både smukt og mindeværdigt.
Dekorer i højden. Det er oftest lettere at dekorere i samme niveau, men du kan opnå en større effekt ved at skabe forskellige niveauer.
Farvekoordiner borddækningen. At dække op i matchende farver giver et smukt indtryk