Sådan får du din helt egen stil

Det er ikke længere kun brudens kjole, der løber med al opmærksomheden. Nej, dagens brudgom får også sin del af kagen. Han udgør jo den ene halvdel af brudeparret, og klæder skaber som bekendt manden.

Tekst: Jeanette Henriksson Foto: Adobestock.com

Opnå en personlig stil

At blive gift er en stor oplevelse, og at få mulighed for at føle sig som verdens smukkeste kvinde og verdens mest stilede mand er en selvfølge. Som brudgom kan du hurtigt opnå en stilsikker og personlig stil alene ved at vælge det rigtige tilbehør.

Valgmuligheder

Tidligere var der ikke så mange valgmuligheder for gommen. Nu, derimod, er der rigeligt at væge imellem, og bryllupsindustrien har virkelig haft fokus på at give dig som mand, hvad du ønsker på din store dag. Der findes langt mere festtøj i forskellige snit og stilarter i dag produceret i en stribe af forskellige nuancer, materialer og teksturer. Det er bare at kaste dig ud i det og lade dig inspirere af bryllupsmagasiner, hjemmesider og ved at besøge etablerede brudebutikker, der også fokuserer på festtøj til mænd.

Tryl med tilbehør

Et lille, men betydningsfuldt stykke tilbehør, der blev brugt af mænd allerede i 1800-tallet, er manchetknappen. Dette er virkelig et fantastisk stykke tilbehør, som kan hjælpe dig med at opnå det der personlige look.

Der er masser af forskellige typer manchetknapper på markedet. Hvis man let skal beskrive dem, kan man sige, at de er parvis sammenhørende tilbehør med det formål at holde sammen på ærmerne på herreskjorter. Men som sagt kan de være meget mere end det. De kan være som et lækkert smykke for dig som brudgom, og hvor meget du vil bruge på dine manchetknapper, er op til dig.

Der findes fantastiske manchetknapper til enhver pengepung. Men de findes også i meget værdifulde udgaver i ædle metaller og udsmykket med ædelsten. Man kan endda få sin egen personlige indgravering, monogram eller måske et våbenskjold.

Lak og hæl

Skoene er et andet tilbehør, som du kan fokusere på for at sætte dit eget personlige præg på dit bryllupstøj. Der findes et stort udvalg. Start med at vælge, hvilken type tøj, du skal bære på din store dag og vælg derefter sko.

Tænk på at nye sko aldrig er behagelige, så for at undgå at halte ned ad kirkegulvet er det vigtigt, at du går dem ordentligt til inden bryllupsdagen. At købe gode sko af høj kvalitet er virkelig en god investering. Vælger du sko, som du føler dig godt tilpas i, kan du også bruge dem efter brylluppet. En velassorteret bryllupsbutik kan hjælpe dig med at vælge de rette sko til dit bryllupstøj og din personlighed.

Slips, butterfly, halsklud eller plastron

Ordet slips stammer fra det engelske ”slip”, hvilket betyder noget, som hænger nedad. At binde et slips er en kunst, og før i tiden var det en del af enhver ung mands opdragelse. I dag findes der mange mænd, som ikke ved, hvordan man binder et slips.

Der findes et enormt udvalg af slips til den moderne mand, og skal du bære habit til dit bryllup, så er det et slips, du skal have fat i. Hvis du derimod skal bære kjole og hvidt eller smoking, er det en butterfly, du skal fokusere på. En butterfly er en slags bundet sløjfe. Tidligere bandt man den selv, men i dag er de fleste butterflys færdigbundne og spændes med et bånd om halsen.

Traditionelt bærer man hvid butterfly til kjole og hvidt, mens der til smoking er tradition for, at det er sorte butterflys, der gælder. Men du kan selvfølgelig også vælge en farve, der passer til brylluppet og måske matcher bruden og brudebuketten. Eller måske bare en farve, du holder af, og som passer til din personlighed.

En halsklud kan bedst beskrives som en krydsning mellem et slips og et tørklæde. Den findes i mange forskellige nuancer, materialer og strukturer. I starten var den mest tænkt som et tørklæde til mænd og blev populær blandt overklassens mænd i 1700-tallet. Du skal vælge en halsklud, hvis du bærer jaket eller bonjour på din store dag.

En plastron kan bedst beskrives som en videreudvikling af halskluden. Den blev populær i 1800-tallet og bæres på en mere afslappet måde. Den blev kendt indenfor hestesport, men blev hurtigt populær, da mange ikke bryder sig om, at halskluden sidder tæt omkring halsen. På den måde er en plastron perfekt. Du bærer den indenfor skjorten sammen med den stadig mere populære diplomatjakke, der er en kortere udgave af bonjour’en.

Til plastronen bør du også bære vest. Veste er virkelig blevet populære ved bryllupper, og der findes fantastiske kreationer på markedet i masser af forskellige farver, materialer og mønstre.