Bryllupsbillederne foreviger jeres store dag, så vælg en fotograf med omsorg. Læg fokus på fotografens stil og på den personlige kemi jer og fotografen imellem. Så er I godt på vej mod de perfekte bryllupsbilleder.
Tekst: Jeanette Henriksson
Foto: AL 1962/ shutterstock.com
Vælg din fotograf
At finde og vælge den rette bryllupsfotograf er ualmindelig vigtigt, hvis I gerne vil have de bryllupsbilleder, I drømmer om. Det gælder virkelig om at indse, hvor vigtigt det er med den rette fotograf, og at det kan tage tid at finde frem til ham eller hende. De fleste fotografer har deres personlige stil, og det gælder om at finde den person, der passer jer stilmæssigt, og som I kan føle jer trygge og godt tilpas sammen med. En person, hvor kemien går fuldstændig i spænd.
Billeder at være stolte over
En professionel og dygtig bryllupsfotograf koster lidt mere, men er hver en krone værd. Tænk på, at brylluppets øjeblikke aldrig kommer tilbage, og bryllupsbillederne er de bedste minder fra jeres store dag. I kan føle jer stolte, når I viser børnebørnene jeres bryllupsbilleder og fortæller dem, hvordan det gik til, dengang I blev gift. En dygtig og ambitiøs bryllupsfotograf er lige så interesseret i, at I skal få de flotteste bryllupsbilleder, som I er.
Når I kontakter fotografen, så bed om at få lov at se eksempler. De fleste viser naturligvis deres bedste billeder frem, så bed om at se så mange forskellige som muligt. Mange dygtige bryllupsfotografer har hjemmesider og blogs, hvor I kan klikke ind og se, hvilken personlig stil fotografen har, og om den passer til jer og jeres bryllup. Tjek eventuelt, om billederne er meget ens. Det bedste er, hvis fotografen vælger en palet af poseringer. En dygtig bryllupsfotograf tager mange forskellige billeder, tilpasset den enkelte situation.
Afstand ingen hindring
Det er naturligvis bedst, hvis I kan møde fotografen personligt, men nu om stunder går det også fint at kontakte vedkommende via mail – eller hvorfor ikke Skype ham eller hende. Nutidens moderne fotografer rejser gerne landet rundt, og rejser er ikke længere så dyre, så afstand behøver ikke være nogen hindring.
’Det er ikke geografien, der skal afgøre, hvilken fotograf I hyrer til opgaven, men kemien’
En anden og god måde at møde bryllupsfotografer på er på bryllupsmesser. På messerne har I mulighed for at tale med fotograferne og se tidligere bryllupsfotos fra deres hånd. De har ofte også gode tilbud på messen, så et messebesøg er helt klart et besøg værd. Fotografer, der er specialister i at fotografere bryllupper, ja, for det kræver lidt ekstra at kunne det, er ofte at finde i Bryllupsmagasinet og på messer og brænder for at forevige brudeparrets store dag. En erfaren bryllupsfotograf får jer til at føle jer trygge og afslappede under fotograferingen, hvilket giver meget bedre og mere naturlige bryllupsbilleder. En portrætfotografering kan let blive en smule opstillet, hvis I ikke føler, I kan være jer selv og have det sjovt under fotograferingen.
Hele dagen
Bryllupsdagen er booket for længe siden, og vejret er, som det er i Danmark, og det kan jo betyde hvad som helst. Det skal både I og fotografen huske – og have en plan B for. De fleste vil jo gerne have taget deres bryllupsbilleder udenfor, men som sagt, er det ikke altid muligt i alt slags vejr. For at få så meget som muligt ud af det hele og få så mange billeder, der virkelig afspejler jeres dag, er det et stort plus at have fotografen med hele dagen – eller i det mindste store dele af dagen.
En professionel bryllupsfotograf tager pænt tøj på og går i ét med bryllupsgæsterne og bemærkes knapt for netop at kunne tage de øjebliksbilleder, der kommer til at forgylde jeres bryllupsalbum år ud i fremtiden. Forberedelserne til brylluppet er også sjove at forevige, og det er mere værd at have fotografen med under forberedelserne, vielsen, receptionen og middagen end senere under festen. Billeder af, hvordan I forbereder jer, bliver ofte mere varierede, end når I danser brudevals.
Lav en skriftlig aftale med bryllupsfotografen, så I ved, hvad der sker, hvis han eller hun bliver syg. Sørg også for at få den samlede pris, inklusiv billedbehandling/retouchering. Skriv også ind i aftalen, hvordan I kan benytte billederne. En kontrakt er godt at have for alle parter og mindsker risikoen for, at I misforstår hinanden.•