Har I kikkerten indstillet på at tilbringe jeres bryllupsrejse på en tropisk og romantisk ø, så er staten Hawaiis øer et hot alternativ. På øen Maui kan I nyde en ægte paradis-ø. Svajende palmer, jungle og smukke strande findes til overflod her!
Tekst: och Foto: Sara Åhlström
Alle Hawaiis øer har deres egen charme, og er det fart og spænding, I søger, skal I vælge Oahu med hovedstaden Honolulu. Her er der udeliv, natklubber og muligheden for at besøge Pearl Harbor. Hvis I i stedet satser på afslapning, væk fra andre mennesker, skal I gå efter øen Kauai. Denne ø er som en stor have med smukke blomster og tropisk skov over det hele. Her blev filmen Jurassic Park indspillet, hvilket kan være en sjov detalje at have med, hvis I vælger Kauai.
Drømmer I om en ø med både ro, smuk natur, luksuriøse hoteller og fantastiske snorkelmuligheder er Hawaiis næststørste ø, Maui, værd at kigge lidt nærmere på. På Maui er der fokus på vandaktiviteter og afslapning, og øen bliver betragtet som et luksuriøst paradis. Her finder I uberørt natur, jungle, høje bjerge og nogle af de smukkeste strande, I nogensinde har oplevet!
Slap helt af
Så snart flyet begynder sin nedstigning, og udsigten breder sig under jer, vil I med det samme vide, at I valgte rigtigt, da I bestemte jer for Maui som destinationen for jeres bryllupsrejse. De smukke, grønne bjerge, det krystalblå og indbydende hav og de fantastiske strande er noget ud over det sædvanlige.
Så snart I ankommer til Maui, vil I føle jer hjemme og klar til at slappe af. På Hawaii handler det nemlig om at opleve, mens mans slapper af og tager det stille og roligt. Her findes ingen stress! Glem brylluppet, læg det bag jer for en stund og nyd i stedet at være til stede lige nu og her. Living aloha er det udtryk de lokale lever efter, det vil sige at leve efter grundtanken om kærlighed, empati og respekt overfor dig selv og andre mennesker. Den filosofi ser ud til at fungere udmærket her, hvor lokalbefolkningen er meget søde og imødekommende!
Fokuser ikke på at skulle nå så meget som muligt på denne rejse, at styrte rundt til forskellige steder og lægge et fuldpakket program for hver dag er ikke det, Maui handler om. Slap af og forsøg at være så spontane som muligt i stedet!
For at få en ægte hawaiiansk oplevelse bør I unde jer selv at tage til en Luau, som er en traditionel fest, hvor man spiser god mad og ser på danseshow. Her bliver der budt på buffet, tropiske og farverige drinks samt et heftigt danseshow!
Hvide, røde og sorte strande
En anden ting, I bare skal prøve, når I er på Maui, er at snorkle. Mange hoteller udlåner snorkeludstyr, hvilket gør det let at svømme ud og snorkle direkte fra hotellets strand. Her kan I se fisk i alle verdens farver og frem for alt se kæmpeskildpadder!
At opleve nogle af Mauis mange strande er et must. Selv om I bor på et hotel med egen strand, så begiv jer ud på en tur rundt på øen og find jeres egne små favoritstrande! Maui byder ikke bare på kridhvide strande, vil I prøve noget helt unikt og anderledes, så findes her både røde og sorte strande!
Nogle af Mauis smukkeste strande siges at være:
Hvide strande: Kapalua Beach, Kaanapali Beach og Napili Bay
Sort strand: Waianapanapa Black Sand Beach Maui
Rød strand: Red Sand Beach
Oplev Maui i bil og med vind i håret
På Maui er der en berømt vej, Hana Highway, som strækker sig over en stor del af Mauis sydligste del. Lej en bil og tag på en rigtig opdagelsesrejse, en af Mauis mest populære aktiviteter. Vejen fører jer direkte ind i junglen og er en stor oplevelse. Hele ideen med denne tur at lave spontane stop undervejs, så drop planlægningen denne dag.
Overalt langs denne rute findes der små sideveje, hvor I kan stoppe og begive jer ud i junglen på opdagelse. Små stier og små og store vandfald er blot nogle af de ting, I vil støde på, og hele meningen med denne rejse er, at I bare stopper op lidt her og der og ser, hvad I finder.
Regn med at denne tur tager en hel dag. Start tidligt så I kommer i gang og ikke skal stresse. Når I har kørt hele vejen, så stop i Hana og spis frokost. Spørg de lokale, hvordan I kommer til Red Sand Beach. Denne lille, afsidesliggende strand, med rødt sand, er et must see! Vejen dertil er en smule udfordrende, og det kræver en mindre vandretur ad en smal sti på et bjerg - ikke for sarte sjæle! Men det er det hele værd, hvis I beslutter jer for at tage af sted.
Glem ikke at have badetøj på under sommerkjolen eller shortsene. En svømmetur i et af de magiske vandfald kan være iskold, men også en utrolig romantisk oplevelse!